Her er otte spørgsmål til beredskabstjekket
Hvorfor et beredskabstjek
De fleste virksomheder har backup i Azure. Langt færre ved, hvor lang tid det tager at komme i drift igen, hvis det hele skal genoprettes.
Det er ikke et teknisk spørgsmål. Det er et spørgsmål om, hvor mange timer virksomheden kan være uden ordrer, produktion eller kundeservice, og hvad hver time koster. Det tal bør ledelsen kende, før det bliver relevant.
Samtidig stiller NIS2 krav om, at ledelsen kan dokumentere styr på drift, backup og genopretning. En backup, der aldrig er blevet testet, er svær at stå inde for.
De otte spørgsmål her er dem, vi starter med, når vi gennemgår et Azure-miljø. Under hvert spørgsmål står der, hvordan et godt svar ser ud. Brug dem sammen med den, der står for driften i hverdagen. Der, hvor I tøver med svaret, er der, hvor risikoen ligger.
Det tager omkring 20 minutter.
Spørgsmål
1. Er der aftalt en genetableringstid med forretningen, og er den blevet testet?
Godt svar: Ledelsen har godkendt, hvor længe hvert kritisk system må være nede (RTO), og hvor meget data man kan tåle at miste (RPO). Tallene er bekræftet i en test, ikke kun skrevet ned.
2. Ligger backuppen, så en kompromitteret administratorkonto ikke kan slette den?
Godt svar: Backup ligger i en immutable vault med soft delete slået til, og sletning kræver godkendelse fra en anden person (multi-user authorization). Ingen enkeltkonto kan fjerne både data og backup.
3. Kan I genetablere identitet, netværk og nøgler, eller kun data og servere?
Godt svar: Planen dækker Entra ID, DNS, netværk, Key Vault og certifikater. Key Vault har purge protection, og der er nødadgangskonti, der stadig virker, selvom den normale login er nede.
4. Kan jeg genopbygge miljøet fra koden?
Godt svar: Infrastrukturen er beskrevet i Bicep eller Terraform og ligger i versionsstyring. Et nyt miljø kan rulles ud uden at nogen skal huske, hvordan det blev klikket sammen for tre år siden.
5. Dækker backuppen alle tjenester, også dem uden virtuelle maskiner?
Godt svar: Der er et overblik over, hvordan Azure SQL, Storage, App Services, Functions og konfiguration bliver gendannet. Det er ikke antaget, at “Azure tager sig af det”.
6. Hvad sker der, hvis hele jeres Azure-region er nede?
Godt svar: Der er truffet en bevidst beslutning for hvert kritisk system: enten replikering til en anden region med fx Azure Site Recovery, eller en accepteret risiko, som ledelsen kender.
7. Findes der en runbook, som en anden end den, der byggede miljøet, kan følge?
Godt svar: Trinvis vejledning, roller og kontaktoplysninger på leverandører ligger et sted, der kan tilgås, selv om Azure-miljøet ikke kan. Den er opdateret inden for det seneste år.
8. Hvornår har I sidst kørt en fuld test, og hvad gik galt?
Godt svar: Der er gennemført en realistisk genetablering inden for de seneste 12 måneder, resultatet er dokumenteret, og det, der gik galt, er rettet.
Christian Jacobsen
Business Development Manager
christian.jacobsen@zure.om